ORDKRAFT X

Igen i år leverede 9000 ORD digtere og idéer til festivalen Ordkraft i Nordkraft. Under overskriften Ordkraft X præsenterede vi 12 forskellige arrangementer - fra oplæsning til lyrik & musik, rap & poetry slam, lyrik på klatrevæg og digte i elevatoren.

 

Undervejs fik publikum også serveret digte på et sølvfad og andre uvarslede oplevelser i det poetiske rum.


Tak for fotos til Peter Søholm Simonsen


 

Torsdag den 9. april kl. 16 i Kunsthal Nord:
Signe Gjessing m.fl.


Den aktuelle lyriker Signe Gjessing - udgået fra Forfatterskolen i 2014 og med rødder i Nordjylland - åbnede Ordkraft X med oplæsning fra sin digtsamling "Ud i det u-løse". Hendes fine, sitrende digte hang i rummet, fløj ind og satte sig hos de cirka 40 fremmødte publikummer i Kunsthal Nord.

Efter Signe Gjessings oplæsning reklamerede Jonny Hefty for aftenens arrangement Ordet på gaden, og Kristine Sejr fra 9000 ORD fortalte om fredagens Åbne scene for lyrik.


 

Torsdag den 9. april kl. 19-21 i Kedelhallen: 
Ordet på gaden

 

Aalborgs rap-regent Jonny Hefty styrede slaget i den verbale boksering, hvor veltalende talenter dystede på ord i genrer som poetry slam, rap battle og freestyle rap. I to timer holdt de mange optrædende stemningen høj i Kedelhallen foran et veloplagt publikum...

 


 

Fredag den 10. april kl. 14.30 i Biffen, sal B:
Den, der træder på stregerne

 

Louise Juhl Dalsgaard læste sine nyeste fortællinger. Om lysten til at ånde som en hest i frostvejr, om at tælle sine fingre - igen og igen - for at være sikker på, at de ikke forsvinder, og så videre.

Hun holdt os fanget i biografsalens mørke - et fint og passende sted for refleksioner fra barndommens mørke og lyse steder.

 


 

Fredag den 10. april kl. 15 på Generatorscenen, KUL:
Lyrik lige nu. Nationalt og lokalt

 

Lyrikerne Theis Ørntoft og Victor Boy Lindholm læste fra deres nyeste digtsamlinger - flankeret af de unge Aalborg-digtere Silas Toft, Esther Prætorius, Emil Grarup og Rasmus Nørkjær. 


 

Fredag den 10. april kl. 17 i Biffen, sal B:
Hemmelig oplæsning

 

Ordkraft summede af lyriske stemmer, og mange af dem kunne høres denne stemningsfulde eftermiddag i Biffen: Poul Høllund Jensen, Frederik Bøgh Bisgaard, Lars Winther, Lise Andersen, Søren Gehlert Schmidt, Kristine Sejr og Gitte Thorhauge. Og - som dagens hemmelige æresgæst - Knud Sørensen, som kiggede forbi med et par nærmest dugfriske digte i lommen.


 

Fredag den 10. april kl. 17.30 i DGI-huset:
Halfdan i højden

 

Som hyldest til Danmarks store rimsmed klatrede bibliotekarerne Ove Hesselbjerg Rasmussen og Marianne Agger til tops på DGI-husets klatrevæg for at indfange vers af Halfdan Rasmussen, musikalsk ledsaget af Mads Kirkegaard fra Det Jyske Musikkonservatorium.

 

 


 

Fredag den 10. april kl. 19-21 i KUL:
Åben scene for lyrikken

 

Kristine Sejr fra 9000 ORD var vært på Åben scene, hvor alle med lyst og mod til at læse egne digte blev inviteret til mikrofonen.

 

Forfatter Lone Hørslev deltog fra sidelinjen med kreative indspark i løbet af aftenen.

 


 

Lørdag den 11. april kl. 11 i Biffen:
Min Facebook-ven fra Egypten

 

Forfatter Gitte Paracha Thorhauge gav - i samtale med journalist Marianne Knudsen - smagsprøver på en Facebook-korrespondance, der foregik under det arabiske forår.

 


 

Lørdag den 11. april kl. 13 i Biffen: Peter Laugesen

 

Peter Laugesen, dansk lyriks utrættelige tonemester med mere end 50 udgivelser i bagagen og tråde bagud til Turèll og beatniks, gav en eksklusiv oplæsning på Ordkraft.

 

Han hoppede ubesværet rundt mellem sine mange værker og læste også en lille hyldest til den netop afdøde Klaus Rifbjerg.


 

Lørdag den 11. april i Nordkraft/Musikkens Hus:
Kul-tur på tværs af gaden - samarbejde med RAMA- festivalen

 

Samtidig med Ordkraft foregik festivalen RAMA i Musikkens Hus for Musikkonservatoriets studerende. RAMA og Ordkraft X smeltede sammen for et par timer - med start i Kedelhallen.

 

Her læste hhv. skuespiller Ebbe Trenskow et digt af Lars Winther og Silas Toft egne digte, mens musiker Stig Sylvest lagde musikalsk stemning under, og Yngve Stensaker fra Platform 4 skabte visuals i baggrunden... 

 

 

Anført af Lars Winther satte en flok Ordkraft-gæster derefter kursen mod Musikkens Hus.

 

Her kunne publikum vælge mellem to elevatorer op til øverste etage: En med musik og en med digtoplæsning på turen. De fleste tog et par ture op og ned...

 

I Musikkens Hus mødtes en flok digtere og musikere til en improviseret optræden. Musikerne var Sofie Trolde, Thorbjørn Ingemann, Andreas Westmark og Mads Houe. På skift optrådte digterne Søren Gehlert Schmidt, Chrenn Bjerg, Poul Høllund Jensen, Frederik Bøgh Bisgaard, Lise Andersen og Silas Toft.

 

Et magisk møde mellem genrer, mennesker og aldersgrupper... 


 

Kl. 20.30 i Musikkens Hus, Rytmisk Sal:
Ordet på gaden i kælderen/Rap'n'roll jam


Live session, hvor de dygtige RAMA-musikere og Aalborgs hip hop-miljø mødte hinanden. Musikerne var anført af trommeslager Matias Fischer-Mogensen og rapperne af Jonny Hefty, mens DJ El Peligro styrede pladespillerne. En intens, energisk og forrygende halv time i kældermørket. Og en værdig afslutning på Ordkraft X 2015.